Den gotiske bydel i Barcelona, Barri Gòtic, fremstår som et bjerg af solide kampestenspalæer gennemfuret af smalle labyrintiske gader. Husfacaderne i det tætbefolkede Barri Gòtic er udsmykket med overdimensionerede smedejernslygter og balkoner, hvor vasketøjet flagrer i brisen, og kanariefuglene kvidrer fra små bure.
Barri Gòtic er en af Europas største og bedst bevarede bydele fra middelalderen. Når du tager på eventyr i Barri Gòtic på din ferie i Barcelona, består en del af charmen i at lade dig lokke gennem de dragende, smalle gader for pludselig at lande på en smuk plads, hvorfra du fortsætter eventyret ind i nye gyder med modebutikker, trendy caféer, tapas-barer eller små guldgruber af restauranter. Barri Gòtic er et must på din ferie i Barcelona.