Udflugter i og fra Barcelona
Oplandet til Barcelona, Catalonien, er et lille men attraktivt område med enorme kontraster og udfoldelsesmuligheder. Fra Pyrenæernes skyhøje, snedækkede tinder til grønne dale med frodig landbrugsjord omkring rustikke middelalderlandsbyer. Og så skal du på dine ture ud af Barcelona ikke glemme en perlerække af strande og ferieresorts med masser af fun and sun langs kysten Costa Brava. Og som om alt det ikke var nok, kan den catalanske region også bryste sig med det sublime Dalí museum i Figueres. Der er med andre ord basis for masser af ture ud af Barcelona på din ferie i Spanien. Den bedste måde at komme omkring i Catalonien på egen hånd, er ved at leje bil eller tage på kør-selv ferie i egen bil i og omkring Barcelona.