Barcelona byder året rundt på shopping, kultur og historie ad libitum. Men besøger du den spanske storby i sommerhalvåret, og trænger du til en pause fra sightseeing og butikker, så bør du helt sikkert også lægge vejen forbi Barceloneta Beach.
Barceloneta-kvarteret ligger i gåafstand fra centrum og byder på Barcelonas i særklasse bedste strand. Her er rent, lyst sand, så langt øjet rækker, og et væld af tilbud og aktiviteter for både store og små.
Velkommen til Barceloneta Beach i Barcelona.
Aktiviteter på Barceloneta Beach
Barceloneta Beach er en af Barcelonas ældste strande, og det er ikke uden grund, at den er blevet så populær. Her kan du nemlig både lade batterierne op efter en dag med sightseeing i Barcelona, og du kan svømme og dyrke sport ved det azurblå Middelhav.
Barceloneta byder nemlig både på sportsaktiviteter som beachvolley og bordtennis, ligesom der er rig mulighed for at prøve kræfter med wind- og kitesurfing. Mens børnene bygger sandslotte, kan forældrene læne sig tilbage i liggestolene med et koldt glas sangria fra en af strandens mange barer.
Sulten kan du også få stillet på Barceloneta Beach, der særligt er kendt for sine mange fiskeretter. Helt i Barcelonas ånd vil du selvfølgelig heller ikke mangle spændende arkitektur, men skulle du alligevel komme til at længes væk, kan du glæde dig over wi-fi på det meste af stranden.
Barcelonas strand for gangbesværede
Som en særlig flot gestus er der på Barceloneta Beach gjort en indsats for at gøre stranden ekstra tilgængelig for gangbesværede gæster. Det omfatter blandt andet handicapvenlig omklædning, diverse hjælpeudstyr samt en service med frivillige, som ønsker at assistere.
Besøg selv Barceloneta Beach, og oplev den fantastiske stemning. Stranden er beliggende i hjertet af Barcelona neden for det storslåede gotiske kvarter.