Her får du et forslag til, hvordan du får mest muligt ud af et kort ophold i Barcelona:
Dag 1
Dag 1 kan du snuse til Modernisternes Barcelona. Køb en billet til sightseeingbussen Barcelona Bus Turistic og tag den nordlige rute til Gaudis mesterværk Sagrada Familia. Lidt derfra finder du Parc Güell. Ved frokosttid er nabokvarteret Gràcia et godt sted at besøge – her er masser af restauranter, og også nogle gode butikker med kunst og kunsthåndværk.
Kl. 16 kan du tage på sightseeing til fods på turen Modernisme med Barcelona Walks. Det er en fin mulighed for at få en guidet tur på Passeig de Gràcia og bydelen Quadrat d’Or. Her får du mulighed for at beundre Gaudis La Pedrera og Casa Batlló. Også værker af arkitekterne Domènech i Montaner og Puig i Cadafalch vil blive peget ud på turen.
Om aftenen kan du vælge at besøge et af Barcelonas mange kvarterer og finde en restaurant, der falder i din smag.
Dag 2
Dag 2 kan du tilbringe i Barri Gòtic kvarteret. Er det en fredag eller lørdag, og har du mod på endnu en sightseeing til fods, så er Barcelona Walks Gourmet et godt valg. Turen begynder kl. 11 og tager dig på en kulinarisk rute i den gamle del af byen. Du skal naturligvis besøge det store La Boqueria-marked og også kigge indenfor i det berømte chokoladehus på Carrer Petritxol. Turen giver en fin forståelse for Barcelonas kulinariske kultur.
Så er tiden inde til at kigge lidt på de arkitektoniske perler i Barri Gòtic. Her er katedralen på Plaça Nova, bytorvet Plaça del Rei og regeringsbygninger på Plaça Sant Jaume. Middelalderstemning finder du i de smalle gader omkring Plaça del Pi. Herfra er der kun kort vej til shoppingstrøget Portal de l’Àngel, hvor du måske kan gøre et godt køb. Middagen kan du indtage i Port Vell eller måske i den gamle havn, mens du nyder brisen fra Middelhavet.
Flere guidede ture i Barcelona finder du her.